Juleaften lå sneen tung og blød over hele villakvarteret. Men noget var anderledes.

I nissernes underjordiske stue glødede lygterne klart igen. Ikke bare som før, men varmere. Som om hvert lys nu havde fået en tvilling et andet sted, der blinkede i takt.

Lumi stod midt i rummet. Han kunne mærke bogens ro dybt inde i sig, selvom den lå oppe i huset. Kapitel-siden var faldet til ro. Hjertet bankede roligt – tænd, sluk, tænd, sluk – uden at tage lys fra nogen.

“Se,” sagde Bris og pegede mod en lille sprække i loftet.

Gennem den kunne de se op mod kvarteret. Alle veje var badet i blødt, gyldent morgenlys. I huset med den blinkende lyskæde stod bogen stadig på bordet. Barnet sad ved siden af, med en kop kakao, og kiggede ud.

Barnet smilede. Ikke fordi noget særligt skete lige dér – men fordi julen føltes… hel.

Lumi og de andre nisser smuttede op gennem gangen mellem verdener og ud i sneen. Ingen mennesker kunne se dem, men Lumi så dem alle. Nogen stressede, nogen grinede, nogen glemte risengrøden, nogen fandt en ekstra stol frem.

Over det hele faldt sneen stille.

Og hvis man kiggede rigtig godt efter, kunne man se, at hvert snefnug bar et lille, svagt glimt. Som bittebogstaver i et kapitel, der aldrig slutter helt.

“Miraklet er ikke, at bogen kom tilbage til os,” sagde nissekonen stille.

“Nej,” sagde Lumi og trak huen lidt ned over øjnene, mens han smilede. “Miraklet er, at den fandt ud af, at der er plads til julemagi både her og der. På én gang.”

Han så op mod stjernerne, som nu lyste klart igen.

“Glædelig jul,” hviskede han til både vejene og rødderne.

Og et sted, midt i mellem, svarede bogen med et stille, varmt bladren.

Glædelig jul til alle i GBvest. Håber historien har bragt lidt julevarme, De bedste julehilsner /Rasmus PWT 107